I dag er der release af albummet Silkehud. Det er mig en ubeskrivelig glæde, at få disse 9 sange ud og cirkulere, blive lyttet til, sunget til, og danset til. Jeg har spillet dem alle live, efterhånden som de blev skrevet, de sidste syv år, fra jeg udgav mit forrige album i 2017. To af sangene, Silkehud og Soulmate, har været udgivet som singler i løbet af sommeren 2024, og én sang, Helge, har været udgivet som livevideo session i 2022.
Her er et uddrag af pressemeddelelsen:
“…albummet byder på komiske sange om at springe ud som sangskriver, poetiske kærlighedssange, alvorlige sange om barndomsvenskaber, og reflekterende sange om at have nok i sig selv. Sproget er dansk, men inspirationen er hentet fra amerikanske forbilleder. Alle sange er bundet sammen af Morten Isaksens klare melodiske åre. Albummet er produceret af Jon Brændsgaard Toft i hans studie i Åbyhøj. Morten Isaksens samarbejde med Toft har resulteret i en produktion, der indfanger det autentiske og nærværende, som Isaksen er kendt for”
Jeg er knusende taknemmelig for den gigantiske hjælp jeg har fået, fra min fantastiske producer, trommeslager, korsanger, guitarist og altmuligmand, Jon Brændsgaard Toft, fra leadgutar-dobro-mandolin-spiller Carsten Ingemann og basisterne Miguel Rosario Sørensen og Sonni Blom Christensen. Tak til Birgit Tanderup for de bragende flotte covere til både singler og album, og tak til de enormt hjælpsomme medarbejdere Frederik og Andrea fra Gateway digitaludgivelse, og Michael og Pia fra MusicCode CD/Vinyl-udgivelse. Vil du have albummet på CD eller Vinyl, kan du enten købe det til en af mine release koncerter, søndag d.6 okt på Holstebro Bibliotek eller mandag d.28 okt, i Århus Sangskriverværksteds regi, på Café Mellemfolk, Aarhus. Man kan også bare sende mig en besked eller mail, så bliver den tilsendt. I denne omgang kan man høre sangene på alle streamingtjenester: https://mortenisaksen.lnk.to/SilkehudAlbum
Skriv et svar